(Lofoten Camping Storfjord dag 1)
Vi startede dagen med at bade på Hauklandsstranden, hvor vi tog et rigtigt arktisk havbad! Det var lige det gys Flemming har sukket efter under hele denne roadtrip. Stranden har været kåret som Europas smukkeste strand, og havde det ikke været for masseturismen, så havde det været et lille paradis på denne jord. Turister i autocampere er en meget stor del af landskaberne her på Lofoten. De valfarter herttil pga skønheden i landskaberne, og det har sikkert været godt for økonomien i Lofoten, men måske har deres succes skabt større problemer end de selv er klar over? Det er i hvert fald lidt ubegribeligt hvor mange "bo-biler" der kan være overalt her oppe. Jeg ønsker mig jo selv en campervan, men har jeg virkelig lyst til at være en del af denne hype? Flemming siger med et smil, at det jo er dejligt med så mange naturelskende entusiaster, ... men jeg ved sgu ikke om jeg er helt enig.
I dag besøgte vi også byen Ballstad, hvor mine forfædre oprindelig kom fra. Historien er, at min oldemor, oldefar, hendes søster og bror rejste hele den lange vej fra Ballstad i Lofoten, til Stavanger i syd. Årsagen til flytningen var fattigdommen efter 1. verdenskrig. De ville sikkert søge lykken der hvor der måske var bedre muligheder for at få et bedre liv. Jeg har aldrig kendt andre end min oldemor. Hun døde i 80´erne, så det er mange år siden. Det er igennem slægtsforskningen på Myheritage at jeg har fundet frem til alle disse for længst glemte slægtninge. Jeg har altid følt mig en smule rodløs. Min opvækst var præget af mange flytninger, fra landsdel til landsdel, fra land til land, så jeg har aldrig haft et ordentligt barndomshjem. Jeg boede i Stavanger fra jeg var 3 år til jeg var 12, og det er nok primært denne tid jeg kender og husker som "barndom". Her var min farmor, min bedstefar og især min fars søster Mette en meget vigtig del. Resten har jeg aldrig haft noget særlig kontakt til. Måske er det derfor det er vigtigt for mig at vide, fra hvem, og fra hvor jeg nedstammer.
I dag da vi kørte rundt på Ballstad, forsøgte jeg at forestille mig hvordan her så ud, for ca 100 år siden. Hvordan var livet? Hvad lavede de? Badede de i det samme hav som mig? Så landskaberne ud på samme måde? Det er svært at forestille sig at andet end husene har ændret sig, da landskaberne ikke er sådan at ændre på.
Min oldemor, Ranghild Emilie Fredrikke Thomassen, født Torgersen, blev nok døbt, konfirmeret og giftet i denne smukke kirke. Vi kunne ikke komme ind, da den var låst, men jeg har skrvet til kirkekontoret og spurgt om at få lov til at komme ind og se den indefra.
Lidt nedenfor kirken var en gravlund, og her var jeg så heldig at finde mine tip-oldeforældres grav. Jeg sad et stykke tid og talte med dem i mine tanker. Fortalte dem at deres gener har spredt sig langt, helt til Danmark, og at jeg er stolt af at have gener fra dette smukke, smukke sted.
Flemming fortalte, at han havde set et indre billede af tipoldefar. Flemming forklarede det med et "aftryk", hvor jeg måske mere vil kalde det en ånd. Han beskrev ham og fortalte, at han oplevede at han var en jævn, men meget venlig mand. Han oplevede også min tipoldemor Johanna som en lille trind kvinde med et tørklæde på hovedet.
Nedenunder er billeder jeg har fundet på Myheritage.
Jeg tog en lille sten med fra graven, som jeg vil stille hjemme på mit alter når jeg kommer hjem. På den måde har jeg på en måde en del af dem hos mig.
Så god du er til å sette ordene ned på papir 💚Sikkert fint og være på tur over det hele
SvarSletTak for din kommentar og fordi du læser med. Vh Ann
SvarSlet