Min første ude-sitting

At tage på udesitting er en fascinerende tradition. I gamle dage gik man ud i naturen for at finde svar på livets store spørgsmål, opleve en samhørighed med naturen og dens kræfter, finde en mening med ens liv, eller bare ofre til guderne. Det er en ældgammel shamanistisk praksis, som hører sammen med overgangsriter, visionssøgning og udholdenshedsprøver, og stort set alle oprindelige kulturer har et eller andet overgangsrituale som indeholder elementer af dette.

I min personlige spirituelle praksis, har det at finde ”hjem” både i bogstaveligste forstand, men også i overført betydning gennem naturen, haft en stor betydning. Det har været som om, jeg er splittet mellem to modsatrettede kræfter som trækker i hver sin retning. På den ene side er jeg et moderne, intelligent og rationelt menneske, som nyder alle de goder som man har i denne tidsalder. Jeg kan bl.a. lide store, hurtige biler, sociale medier, Iphone, rockmusik og pizza! På den anden side trækker et helt andet åndeligt behov. Jeg søger væk fra det pulserende, etablerede og materialistiske samfund for at genfinde en spiritualitet som ikke er baseret på overfladiske værdier, trosoverbevisninger eller er fuld af dogmer. En brændende interesse for myter, eventyr, oprindelig folketro, overtro, heksetro, urtemedicin, energi og naturen og universets kræfter er blevet min skæbne. 

Jeg søger i retninger af en spiritualitet som er jordfæstet og universel. Jeg startede meget tidligt med at interessere mig for spiritualitet, og ret hurtigt blev jeg optaget af taoisme, paganisme og shamanisme. Asetro (nordisk mytologi) har aldrig tiltrukket mig, men jeg savnede et oprindeligt system som var tilpasset den skandinavistiske tilgang og kultur, og dette fandt jeg bl.a.gennem druidetraditionen, som den bliver praktiseret i England, samt en nordisk oprindelig shamanisme, som udesittingen er en del af. .

At sidde ude på sommersolhversnatten bliver derved både en psykologisk tapperhedsøvelse, en religiøs ceremoni og en spirituel meditativ praksis på samme tid, og jeg håber min følgende beretning kan inspirere andre til at prøve det samme.

Jeg havde ønsket at gennemføre en udesitting i flere år, men havde ikke haft det nødvendige mod til at gennemføre det. I år skulle det så være, og jeg havde desuden lært, hvordan det korrekte spirituelle tilgang og holdning til opgaven skulle være, så jeg følte mig godt tilpas.

Jeg havde været ude i naturen og fundet mit ”sted”, forberedt mig mentalt hjemmefra,  bl.a. ved at meditere på og formulere et konkret formål, samt fastet. 

Da aftenen faldt på, pakkede jeg således min taske med et siddeunderlag, en varm trøje, et lille tæppe, et regnslag, en festivalstol (skulle kun bruges hvis det begyndte at regne) og en flaske myggespray! En ret vigtig ingrediens i enhver udesitting! Jeg skulle ikke medbringe hverken ur eller mobiltelefon. 

Jeg kørte ud til området og standsede ved ”porten”, hvor jeg bad en kort bøn, fremsagde mit formål og bad om tilladelse til at gennemføre sittingen. En port symboliserer en tærskel eller en åbning i landskabet, som inviterer dig til at træde ind i en anden verden. Ifølge traditionen forpligter man sig til at helligholde sittingen og lade alt der sker have en direkte betydning for oplevelsen og den efterfølgende fortolkning. 

Solen gik ned ved 22-tiden, og skulle efter atter stå op ca 5.30. 

Jeg vandrede op til det område i skoven som jeg havde udset mig, som var et lille område med høje smalle træer, omkranset fra 3 sider af marker, med udsigt til horisonten. Jeg satte mig godt til rette og begyndte at vente. Til at begynde med gik det rigtigt fint. Der var stadigt lys, og jeg kunne se rundt omkring. Jeg var ved godt mod og følte mig ret så optimistisk. Jeg fik øje på et smukt hjortedyr ude på marken. Det stod i lang tid og bare ventede. Måske det var nysgerrigt på hvad jeg lavede der? Dyret blev mere og mere utydelig, og som tusmørket faldt, blev det sværere og sværere at se noget som helst. Jeg kunne høre en rytmisk dunken langt vække fra. Tænkte at det nok var lyde fra en byfest i nærheden. Jeg var begyndt at føle mig urolig. Jeg kunne ane bilers lysskær i det fjerne, og skulle komme til at tænke ved mig selv flere ganger i løbet af natten , at det var totalt vanvid at sidde her, mutters alene i mørket, langt fra folk ude i en øde skov, uden mulighed for at ringe til nogen, hvis der skulle ske noget. Som svar på disse tanker, hørte jeg en anden indre stemme, som skældte ud på den der tænkte disse kujonagtige tanker. 

En del af mig var fast besluttet på at gennemføre sittingen ligegyldigt hvad, men en anden del af mig var bange for mørket, for dyrene og de ukendte lyde. Jeg pakkede mig godt ind i mit dejlige regnslag, og lukkede øjnene. På en måde lykkedes mig at falde en smule til ro, men hver gang jeg hørte en ukendt lyd, som f.eks. en gren der knækkede eller en fugls skrig, gik der bølger af angst igennem kroppen og jeg sad derefter ret op i stolen, med store vidåbne øjne, som stirrede blindt ud i mørket, som lukkede sig mere og mere om mig.

Jeg fandt en taktik der gik ud på, at hver gang jeg følte et dyr nærme sig, så hostede jeg højlydt, så dyret ville blive opmærksom på at jeg sad her ude i skoven. Jeg kom til at hoste mange gange. Jeg var egentlig ikke så bange for mørket, men for skovens dyr derimod. En bekendt havde fortalt mig, at vedkommende havde oplevet at to grævlinge gik forbi under hendes udesitting. Min viden om dyrene i de danske skove er minimal, og historien om disse to grævlinge skulle komme til at fylde meget natten igennem. Jeg vidste, at grævlingen var et rovdyr, men jeg var ikke sikker på, om den gik til angreb på mennesker. Jeg troede ikke at den gjorde, men hvis nu den havde rabies....... Vi kan vel alle huske Steven Kings gyserfilm fra 80´erne; ”Cujo”, som handler om en ellers venlig Sct Berharts hund, der bliver et frådende morderisk monster, efter at have blevet smittet med rabies fra et bid af en flaggermus. Var der mon smittede flaggermus i skoven? Kunne de tænkes at gå til angreb? Var der måske andre dyr? Ræve? Harer? Slanger? Hjorte? Dådyr? Var det måske parringsseson? Kunne en hjortehan blive aggressiv hvis den ville forsvare sit territorium? Kunne en jæger komme forbi, og tro jeg var et stort dyr og skyde efter mig?

Jeg opdagede igen og igen, at jeg sad og kørte skræmmekampagner i mit eget sind, og mit rationale sind fik som regel atter overtaget, så min vejrtrækning igen kunne blive normal, så kroppen kunne falde til ro og slappe af igen. Jeg mærkede hele tiden, hvordan den spændte sig op, og neglene borede sig ind i håndfladen. Jeg blev ikke på noget tidspunkt grebet af decideret panikangst, men mere som bølger af voldsom anspændthed og uro. 

Mit ”rationelle jeg”, fortalte mig om de positive aspekter af oplevelsen, som det, at jeg var modig fordi jeg turde dette, at her var dejligt fredeligt, at jeg kunne slappe fuldstændigt af, omgivet af naturen, at dyrene var mere bange for mig end omvendt osv., og jeg havde faktisk også glimt af  fantastisk fred, en følelse af samhørighed, samt en dybere end normalt meditativ tilstand, men som hver gang blev afbrudt af skovens lyde, som igen fik mig til at blive anspændt og hostende. 

På et tidspunkt under dyb meditation, så jeg en et dejligt spædbarn og hun havde de mest strålende blå øjne. Jeg vidste intuitivt, at dette var Flemming og mig´s barn, måske på et spirituelt plan, men visionen blev afbrudt, da jeg hørte en bragende lyd bag mig, der lød som en stor dør blive hamret i!

 Jeg rejste mig forskrækket op, og hostet og trampede hårdt i jorden, og lyden af tunge hove dundrede forbi lige i nærheden. Herefter gik der noget tid før jeg atter fik styr på hjertets banken og åndedrættet!

Min indre kujon forsøgte at overbevise mig om, at jeg burde pakke sammen, at jeg havde siddet længe nok, at jeg ikke havde brug for oplevelser som disse, samt at jeg kunne ligge under min trygge dyne om mindre end en halv time hvis jeg tog benene på nakken, men kujonen blev hele tiden overdøvet af en strengere stemme, som fik mig til at holde ud. At opgive var ikke en mulighed – jeg ville gennemføre det!

På et tidspunkt følte jeg min afdøde mors tilstedeværelse. Hun stod smuk og ung bag træerne og smilede til mig. Jeg mente at høre hende sige, at der ikke var noget at være bange for. Det beroligede mig et stykke tid.

Noget af det der gør mig urolig er blæsevejr. Det gør mig irritabel og urolig. Jeg bryder mig generelt ikke om det, og natten i skoven var fuld af blæst. Når man sidder helt stille og lytter, bliver alle lyde forstørret, og vindens susen i trækronerne, kan opleves meget intenst. Da det begyndte at regne, frøs jeg noget så jammerligt. Jeg havde 2 jakker på, et tæppe og et kraftigt regnslag, men vinden kom op under regnslaget og den fugtige kulde fik mig til at klapre tænder. Hvor længe jeg sad og frøs ved jeg ikke, men jeg gætter på et par timer. Jeg følte en stor medfølelse med min mand, som sad et andet sted, ved nogle fortidsruiner, uden regntøj eller tæppe. Jeg sendte ham kærlige opmuntrende tanker.

På et tidspunkt oplevede jeg et skift i naturen, og jeg vidste, at nu var det værste overstået! Det var ikke fordi, at der var blevet lysere, men noget inde i mig vidste, at nu varede det ikke længe, før lyset vendte tilbage. Jeg oplevede, hvordan en stor ro fyldte min krop, og jeg følte mig varm og godt tilpas. En dyb taknemmelighed fyldte mit hjerte, og jeg takkede i mit stille sind, alle dyrene for at lade mig være i forholdsvis fred, alle træerne for beskyttelse og  alle gode kræfter for mit hjertemod. En dejlig sang dukke op i mit sind, som jeg havde lært af min lærer i shamanisme. Dens tekst er meget nem; ”Dejlig, dejlig, dejlig er jorden” som synges 3 gange med en dejlig enkel melodi. Jeg sad således i mørket, nynnende på min lille sang, med udstrakte ben og armene bag nakken, og bare nød oplevelsen. Jeg følte, at nu var der ikke mere at være bange for, og at jeg ville ønske alle skovens dyr velkommen, hvis de ville komme og hilse på. Jeg sad således og ventede på lyset, som et lille barn venter på juleaften, men min kamp og sitting var ikke færdig endnu! Det begyndte atter at blæse op med kold regn og nye lyde kom til: Det puslede i græsset, et skrig fra et dyr, en ugle i nærheden, vindens susen i trækronerne igen og lyden af regn mod mit slag. Jeg kunne ikke forstå, at jeg for lidt siden havde været så rolig! Hvem var jeg egentlig? Den som var rolig og fattet og havde en dejlig spirituel oplevelse, eller kujonen, som helst bare ville stikke halen mellem benene og løbe sin vej hjem?

Hvem dominerer i mit almindelige liv? Hvornår er jeg den ene, og hvornår overtager den anden? Hvordan ville mit liv se ud, hvis jeg lod angsten diktere min oplevelse? Hvordan ville jeg leve mit liv, hvis jeg kunne slappe af, hengive mig til nuet og slippe angsten? Hvad ville jeg ikke være bange for, hvis jeg ikke skulle være en slave af den indre bange kujon, som hele tiden ville diktere faren ved det som KUNNE komme til at ske, i stedet for at forholde sig til EVENTUELLE farer, når de eventuelt sker? Jeg forstod, hvordan jeg er omgivet af denne kujon hele tiden, og jeg ville ønske, at jeg kunne tage den af, ligesom en gammel, snavset og for lille trøje, og bare smide den ad helvede til.

Jeg fik igen styr på mig selv, og besluttede mig for, at vende stolen om, så jeg kunne se direkte imod solopgangen. Jeg følte mig utålmodig og energifyldt. Kunne ikke finde en ro til at overgive mig til trætheden lukke øjnene mere. Jeg mærkede, at der var ved at blive lysere. Var det bare noget jeg bildte mig ind? Nej, markerne rundt omkring var omgivet af et blødt skær af lys. Pludseligt hørte jeg et fuglekvidder. En dyb taknemmelighed strømmede igennem min krop, og jeg følte en stille lykkefølelse. Jeg havde gennemført det! 

Jeg lyttede intenst efter mere fugle, men der var helt stille. En lyd bag mig brød stilheden! Jeg vendte mig om, og lige bag mig, ca 10 meter fra, stod 2 store hjortedyr! Mit hjerte stoppede med at slå, og i et stykke tid kiggede vi bare på hinanden. De tog et par skridt frem, og det blev for meget for mig. Jeg var stadigt bange for dyrene, og jeg rejste mig op og hostet lidt. De blev stående og kigge på mig. Jeg rystet mit tæppe og trampede lidt i jorden, og de vendte sig om, og løb væk. Hvad havde jeg lige oplevet? Hvorfor var jeg så bange for dem? Var de sendt til mig? Var jeg en kæmpe giga-idiot som ikke sad stille og afventede? Kunne de have haft et budskab med? Jeg kiggede efter dem et stykke tid, sukkede og begyndte at pakke sammen. 

Nu fyldtes skoven af fuglesang! Der var blevet markant lysere, og jeg følte mig mig glad og let. Jeg stavrede ud af lysningen, og fandt stien som jeg var kommer fra. Sangen om den dejlige jord kørte som et mantra på repeat, og jeg mente hvert eneste ord. 

Da jeg kom til ”porten” standsede jeg op og fremsagde en taksigelsesbøn. Jeg takkede for nattens oplevelser, for mit mod til at gennemføre den, for dyrenes belæringer, samt for LYSETS tilbagekomst. At komme ned til vejen, var som at genindtræde i den menneskelige civilisation som en nyfødt uskyldig. Hvad der skyldtes denne følelse, kan jeg ikke svare på. Jeg fandt min bil og kørte for at finde min mand, for at se om han ville med hjem.

Efterskrift:

Det var det en kamp mellem to viljer i mit sind. To sider af mig selv som jeg lever mit liv gennem hver dag. De sider blev utroligt tydelige den nat. At være konfronteret med sin egen angst for det ukendte en hel nat, samt at finde indre mod og udholdenhed til at overvinde den, udløser en personlig befrielse. Da jeg kørte hjem, sagde jeg til min mand, at jeg ikke ville prøve udesittings igen i nogen nærmere fremtid, da det simpelthen var alt for hårdt, men nu, hvor oplevelsen er kommer lidt på afstand, ser jeg meget tydeligere, hvad der var på spil. Jeg ser, hvilken gave min sitting var. Jeg ser, hvordan jeg fik et meget tydeligt svar på mit spørgsmål. Mit formål med sittingen var, at jeg ønskede at finde mig selv, samt opleve en samhørighed med naturen og dens kræfter. Jeg fik hvad jeg bad om. Jeg fik mere end jeg bad om, og jeg takkede nej til ”gaverne” flere gange. Jeg hostede mig igennem afvisningerne. Jeg oplevede derfor direkte, hvordan jeg konstant er dikteret af stemmer, som hele tiden definerer min personlige virkelighed. Jeg fik en erkendelse af, hvordan mit liv og mit oplevelse af virkeligheden ville være, hvis jeg kunne slippe angsten og hengive mig til den rene oplevelse. Hvilke gaver afviser jeg i mit daglige liv? Jeg fik lov til at opleve, hvordan jeg er en slave af de negative forventninger, som mit sind har til omgivelserne. Jeg oplevede, at der inde i mig findes en ro, og en evne til at fordybe mig i meditative processer, hvis jeg befinder mig i skovens dybe ro og mørke. Skoven er ikke farlig. Mørket er ikke farligt, men kan derimod være en gave, da det lukker verden ude, og inviterer til indre opdagelsesrejser.

Jeg så, hvordan jeg har en indre fighter, som hjælper mig med at skabe mening og overblik, når kujonen råber højt. At den ene ikke er stærkere end den anden. At jeg faktisk kan klare alle udfordringerne i mit liv, fordi jeg har styrken til at gennemføre ting, selv om jeg er meget bange for at kaste mig ud i dem. Jeg oplevede den dybtfølte taknemmelighed til livet, og den har jeg ikke følt meget længe. Ikke siden jeg holdt mine nyfødte i mine arme. En sitting kan således sammenlignes med en fødsel. Man føder nye erkendelser og sider af sig selv. Det var derfor jeg følte mig som en uskyldig nyfødt på vej ned til vejen, efter sittingen var færdig.

Jeg lærte også, at jeg har meget at arbejde med. Dette er måske kun starten. Jeg har besluttet mig fast på, at jeg vil arbejde så meget med mig selv, at jeg kan gennemføre en sitting uden angst. Jeg vil foretage sitting igen og igen. At jeg vil kunne rejse ind i de indre verdener uden angstens kolde greb, og lade mig fylde op med energi fra stilheden og roen i naturen.

Ville du turde møde dig selv inde i en mørk skov?

Dette er min "port" Man kan se hvordan den skaber en portal. Billedet er taget i sidste uge, da min mand og jeg var på rekognoscering i landskabet.