Forårsdag i Rold Skov med sne og overraskelser

Somme tider vågner man op, tidligt om morgenen, og bare ved, at denne dag skal bruges til noget specielt! En dag som allerede er fyldt med kold forårssol, snerester og spændende oplevelser. Sådan en morgen havde jeg. Jeg vågnede, og mærkede med det samme, at jeg nok stod i et lidt højt gear. Jeg fik overtalt Flemming til, at vi skulle ud på en længere køretur nordpå, imod min elskede Rold Skov! 

Du spekulerer nok allerede på, hvorfor jeg er så vild med lige den skov? Det skal jeg fortælle dig! 

Rold Skov er Danmarks største skov! Den er stor, tro mig, jeg er selv faret vild derinde en nat! Den har bakket terræn (hvilket nok er et sentimentalt gammelt savn fra mit gamle hjemland - Norge....), gamle smukke grantræer, en troldeskov, en heks, hellige kilder og nu også en ulv! Så kan man vel ikke ønske sig mere?

Vi besluttede, at vi ville op og opleve Store Blåkilde, og dette skulle vise sig at blive lidt af en oplevelse! 

Først skulle vi jo finde vejen derhen, og det var nemt nok. Der er masser af skilte langs vejen. Vi kørte nordover, gennem Randers, mod Hadsund, mod Skørping, og så er man der næsten. 

Lidt faktaviden fra Wikipedia: "Store Blåkilde er traditionelt blevet anset for at være Danmarks vandrigeste kilde, men nyere opmålinger har vist at den rent faktisk ligger på tredjepladsen efter Lille Blåkilde og Blåhøl. Vandføringen i hovedkilden er ca. 80 liter/sek. Tæller man flere tilløb fra mindre kilder med bliver vandføringen omkring 300 liter/sek. Kildens bassin er 12 meter på det bredeste sted og vanddybden er mellem 4-5 meter. Som i andre kilder er vandtemperaturen konstant hele året på 7-8 grader.

Kildens bund består af løst og meget ustabilt kalkgrus. Den lyse bund, det krystalklare vand og spejling af himlen giver vandet en flot safirblå farve, der sandsynligvis har givet kilden dens navn. Hvor vandet vælder op af undergrunden ses det tydeligt at kalkgruset bobler op og bevæger sig. Kildens navn kan dog også komme af ordet blotkilde – altså en kilde man ofrede (blotede) til guderne i. I hvert fald var det tidligere skik at herremændene fra Willestrup Slot red forbi kilden på vej til jagt for at smide en sølvmønt i bassinet, og der går historier om lokale fund af skatte fra oldtiden, fund som dog endnu ikke er offentliggjort"

Spændende, ikke? Jeg er fuldstændig ligeglad med de faktaer, som omhandler størrelse og vandindhold. Det er fascinerer mig, er den kulturhistorien. "En kilde hvor man blotede til guderne...." Det er information nok til at min fantasi eksploderer med billeder og historier! Tænk, at den har eksisteret siden vikingetiden, og at man ofrede i den? 

Vejret var helt fantastisk! Solen skinnede, og der var forår i luften, men i skyggen var der rivende koldt. Himmelen var dejlig blå, og næsten skyfrit. 

Flemming og jeg er efterhånden vandt til at vandre sammen. Vi går aldrig ved siden af hinanden. Han går rask fremad, sammen med hunden, og jeg slentrer nonchalant afsted, og oplever turen gennem en kameralinse. Når vi kommer til en korsvej, eller han ikke kan se mig mere, så plejer han og standse op og vente. Flemming er en meget tålmodig mand.  

Et skønt vinterbillede af min mand og "partner-in-crime". Kan du se hvad han tænker? -Kom nu, Fraulain! (ja, det kalder han mig altså....)

Jeg ved ikke helt hvad dette er, men jeg tror det er en visnet plante som ligner en dunhammer. Den så ret så mærkelig ud.

Så kom vi omsider ned til kilden. Jeg havde aldrig været her før, så jeg var spændt. Læg lige mærke til den lille advarsel nederst på skiltet: "Det kan være forbundet med fare at færdes omkring Store Blåkilde". Jeg skulle have taget det mere alvorligt...

Hvis man ikke selv har oplevet kilden, så er det svært at forklare, hvorfor den er så smuk. Vandet er fuldstændigt klart, og man kan kigge ned i bunden af den. Der nede er der hvidt sand, og man kan meget tydeligt se, hvordan der syder og bobler. Det er her at undergrundsvandet pipler op med 80 liter i sekundet. Fantastisk flot. Vandet er så rent, at det er svært at forstå, at kilden er 4-5 meter dyb. Det ser ud som om det er lige der ude foran øjnene på en. Jeg ville gerne have et godt billede af boblerne, og pludseligt skete der noget meget mærkeligt! I det ene øjeblik tager jeg et billede, og i det andet øjeblik står jeg på næsen, med hele det ene ben ned i et sort hul! Usch! Du kan se hvor hullet er på det næste billede. Jeg var så taknemmelig for, at jeg havde både gamascher, joggingbukser og regnbukser på, da mit ben var totalt sort af mudder fra støvlen og næsten op til under armhulen. Jeg har en naturlig respekt for kviksand og moser så jeg trak benet op og kravlede længere væk fra kanten. Lidt rystet fik jeg skrubbet det værste mudder af hænderne, og efter en rulletur i sneen, var jeg næsten som ny igen. Joggingbukserne måtte dog af, da de var våde næsten op til knæet. Flemming spurgte senere lidt tørt, om jeg havde spekuleret på, hvorfor jeg altid kommer lidt galt afsted i Rold? Han refererer selvfølgelig til den nat da jeg rendte rundt i mørket i timesvis og kunne ikke finde vejen ud af skoven.... Det må blive en anden fortælling. 

Det sorte hul, hvor mit ene ben forsvandt under mig. Lidt skræmmende at tænke på, at der er sort mose og mudder flere meter under græsset....

Flemming som sidder lidt i stilhed. 

Min egen dejlige Trold, som passer godt ind i omgivelserne.

En lille hund som er træt efter en lang dag i bakker og sne. 

"Kuk-kuk"

Jeg fandt en video på vimeo, der smukt viser hvordan det bobler under overfladen: 

Store Blåkilde from Martin Kielland on Vimeo.

Jeg tror at Rold kan lære mig noget helt specielt. Der er noget helt fantastisk forhistorisk, ursk og hedensk med den skov. En kilde er ikke kun en sjov turistattraktion. Det er også et meget sumpet område, og der var jo trods alt en advarsel på skiltet. Det er faktisk et sted hvor man skal vise respekt. Det er i hvert fald den lektion som jeg tager med mig derfra. 

Så gik turen op i den anden ende af skoven, nemlig op i Toldeskoven, som jeg også elsker. Her kan man finde over 300 år gamle bøgetræer, som har en usædvanlig facon. De er krogede og vokser i klynger. 

Her er et link til en side, hvor man kan se flere billeder. TRYK HER Hvis kilden kunne kickstarte min fantasi, så forestil dig lige hvad der sker, når jeg kommer hæsblæsende ind i Troldeskoven, efter at have kæmpet mig op af den 300 meter lange is-klædte bakke, hvor stien bukter sig. Det føltes som 3 km.... Jeg fik en lektion i, at jeg igen er i elendig form....

I dag havde jeg tænkt, at jeg ville lave en grounding-meditation i Troldeskoven. Jeg ville finde en gruppe træer som voksede i ringformation, og sidde derinde og forbinde mig med jordens indre. Jeg fandt et dejligt sted, og jeg gennemførte øvelsen, men den kolde træk krøb op under min jakke og fandt mine nyrer. Jeg har respekt for at blive kold der, da jeg havde nyebækkenbetændelse en gang. Det var meget smertefyldt. Øvelsen tog ikke så lang tid som jeg havde planlagt ;-) 

Her hjemme har jeg været i gang med et billede, som skal forestille et meget gammelt egetræ. Det er nemt at se hvor jeg henter min inspiration fra ;-)