Planetvandring ved Jels sø

Vi undslap fra en familiekomsammen i et par timer, og brugte tiden på en dejlig vandring ved Jels Sø, som ligger mellem Rødding og Haderslev. Turen vi fulgte hed en "rumvandring" gennem planetstien. Jeg fangede ikke så mange informationer om planeterne, men blev som sædvanligt optaget af det der fangede mit øje, i de fantastiske omgivelser på ruten.

Lad mig starte med at forklare den troldske stemning på de første billeder. Det ligner, at skoven er badet i et mystisk skær, men det er faktisk bare min linse som er fedtet!

Er det ikke fantastisk? 

Jeg er totalt tosset med træer, og fotograferer dem hele tiden. 

Min bedre halvdel måtte smide tøjet, da der var alt for varmt. Det er nu lidt snyd at kvinder ikke kan gøre det samme. Nogle som kender naturist-ruter?

Jeg er vild med køer! På en måde så udstråler de så meget moderlig varme. Hvilket andet dyr giver så meget til mennesker som koen? Mælk, skind, kød osv. Jeg forstår godt at Hinduer mener den er hellig. 

Rødder der spejler sig i vandet. Magisk og lokkende. 

Endnu en ko! "Titte-bø" sagde den med et Muuuuu!

Jeg er i gang med et druide kursus, og forstår endelig min fascination af træer. I år vil jeg lære mig mange navne på de forskellige vi har her i Danmark. Jeg kiggede i en bog, og blev helt svimmel ved tanken om hvor mange forskellige sorter vi har :-)

Nogle gange minder grenene mig om blodårerer, og jeg føler en æresfrygt ved tanken om, at rod- og grennettet i jorden omkranser hele planeten, ligesom blodkarssystemet i mennesket. Vildt at tænke på...

Ja, okay, her er jeg så. Videre!

Hvorfor mon der er så mange billeder af os i denne stilling? Jo, det er fordi at træer renser ens kronechakra for negativ energi. Prøv det. Man læner issen mod træet og forsøger at få en kontakt med træet. Jeg oplever en følelse af at smelte sammen med træet, og føler, hvordan træet eksisterer i en dimension udenfor tid. Alt bliver stille, og meget nærværende. Ofte får jeg en følelse af at være i brusebad.

Skovens blomster er uendeligt fascinerende. Så små, ubetydelige og smukke. 

Mos, mos, og mere mos. Jeg elsker det!

Smukt udsyn til søen. 

Fyrsvampe er sjove skabninger. Jeg tror jeg vil lave en dukke inspireret af dem en dag. En lille sejlivet og knotten fyr. 

Igen et billede af Flemming. 

Jeg ved ikke hvad dette "stjerne-mos" hedder, men jeg synes det er så flot!

Små gule stjerner som blinker i skovbunden. 

Flemming mente det var spændende at kravle gennem dette træ som havde en sjov facon. 

Mere rodnet. Jeg ser for mig billeder af energi og væske som strømmer gennem grenene. 

Stuart beskriver i den første video, hvordan vi kan hjælpe træerne. Han mener også at eføy er en virus på træerne. Jeg er meget fascineret af, hvordan det kravler op af stammerne. Kan det være skadeligt?

Naturen er fyldt af skønne former. 

Mere af den flotte eføy. 

Jeg tror dette er hesterabarber. Jeg tror sneglene har haft et festmåltid på bladene. På en måde så er det flot at kigge på. Hvis jeg var tekstikdesigner, så ville jeg bruge naturen som inspiration. 

En Røllikeplante med lilla blade? 

Jeg eeeeelsker hybenrose-knopper. Duften gør mig helt elektrisk. Jeg plukker dem ofte og lægger dem i en skål på badeværelset. Dufter skønt!

Rodnet. 

Har jeg fortalt, at jeg også elsker gamle træstubbe? Jeg kan godt lide, at mærke træet som er tilbage, se formerne, og opleve, hvordan tiden bryder ned. På mine vandringer i skovene og i landskabet føler jeg mig tæt på livet. Jeg oplever fødsel og død - og genfødsel i den natur jeg bevæger mig i. Det giver mig ofte en følelse af at være distanceret fra hverdagens turbulens. En følelse af at komme "hjem". Til mig mig. En træstub minder mig om, at der er en tid til at fødes, vokse og blomstre, og en tid til at sygne hen, dø og forsvinde. 

Regnvejrstur til Gjerrild

Vi elsker skovene omkring Gjerrild, og har nu efterhånden travet rundt på mange af  stierne i området. Byen ligger ca 12 km NV for Grenaa. Der er bare noget ved stemningen i de skove. Den føles ren, uberørt og oprindelig. Når jeg kommer ind i skovene, forsvinder verden udenfor, og jeg er omgivet af skovens lyde, dufte og skønhed. Jeg forsvinder i min egen virkelighed og føler mig renset og genoplivet.

Dagen skulle udnyttes i fulde drag, da det var første gang vi havde været alene i lang tid. Vi startede med at kigge på alle kortene i den grønne kasse med vandrekort, som vi har samlet over tid, og valgte igen en tur her på Djursland. (Jeg var ellers lidt hook på en tur nordpå til Rold Skov, til "Blåkilden", men beslutningen blev atter Gjerrild).
 Dmi.dk havde godt nok lovet heldagsregn i dag, men vi pakkede vores Fjällräven, tog regntøj og vores fede "ECCO Expedition ii" på, og kørte afsted. Vi har lige købt dyre vandrestøvler, og for mig, er de alle pengene værd! Aldrig har det været en større fornøjelse at vandre i ujævn terren, og aldrig blive våd på fødderne.

Vi parkerede bilen ved Maria Hjerte Abbedi, og gik ned mod Gjerrild by. Allerede her startede "meningsudvekslingerne" omkring den korrekte vej til den planlagte sti. Da Flemming ikke ville acceptere at jeg havde ret, hengav jeg mig til en spontant  improviseret folkesang som handlede om helten Flemming som altid tog fejl, men som ikke ville være ved det, og skrålede løs i regnvejeret. Flemming rystede bare på hovedet, og vendte sig om, og spurgte med et smil:
"Generer stilheden i skoven dig, min kære?"
Argh! Hvad svarer man så på det? Her kommer man lidt über-spirituel og skal finde svar på de indre spørgsmål i naturens skattekammer, og så bliver man stillet sådan et spørgsmål? Jeg klappede i et par minutter, inden jeg fik andet at tænkte på, d jeg fik øje på en kær ven: Danmarks ældste bøgetræ: "Svalebøgen"!
Der er noget helt vidunderligt ved at stå ved et træ, som er så gammelt. Det er enormt! Tænk, hvad det har oplevet? Jeg fandt en interessant artikel på nettet for nyligt, som handlede om, at planter kommunikerer med hinanden gennem klik-lyde. Min første tanke var: gad vide hvad de taler om? Hvad mon det dette gamle træ kunne fortælle?

Vidste du, at Danmarks ældste træ gror i Jægerspris og kaldes "Kongeegen". Den er 1600 år gammel! 

Dette er Gjerrild. Den gule stjerne viser bøgens beliggenhed, og den røde stjerne viser stien ind i skoven som vi tog. 

Stien vi gik på hed Grevens vej og førte os langt ind i skoven. 

Jeg gik i mine stille tanker og tænkte lidt på alt og ingenting, da mit øje fangede noget spændende i skovbunden! Kan du ser det? Kig godt efter! 

Kan du stadigt ikke se det? Her kommer hjælpen:

Kan du se den nu? En perfekt firkløver!

Ja, jeg tror på at det bringer lykke, men jeg plukkede den ikke. Jeg tænkte hellere, at jeg kunne dele heldet med alle dem som gider at læse dette indlæg. 

Turen er virkelig magisk. Mine sølle fototalenter kan ikke gengive skønheden. 

Husk at dreje til højre når stien deler sig, og igen mod højre, når Albæk stien dukker op. Så kommer man tilbage til det samme udgangspunkt ved bøgen. 

Da vi var på vej tilbage til bilen, købte jeg et glas honning ved vejen, ved et usædvanligt charmerende hus. 

30 kr i et syltetøjsglas, og honningen må tages med hjem. Jeg elsker at købe ved vejen :-)

Jeg plukkede en dusk med Lavendel, og gnubbede mit eget og Flemmings ansigt ind i duften. Det renser og frisker op. 

Jeg ville forbi Maria Hjerte Abbdiet og tale med "Maria Træet" Så vidt jeg ved, så har der været Maria åbenbaringer der, så derfor er der et lille alter ved træet. 

Tips: Gå bagved træet og bed en bøn. Det er mere privat, og man kan holde om træet. Det var Flemming som opdagede dette. 

På vej op mod bilen så vi nogle af nonnerne, som grinede sammen med deres får og hunde. Jeg har altid været fascineret af klosterlivet. Jeg hører ikke hjemme i nogen religion, men jeg mærker ofte længslen efter et autentisk liv i pagt med naturen. 

Her er en lille artikel om abedissen taget fra Kristeligt Dagblad. Interessant læsning. 

I bilen på vej hjem spiste vi tykke brødskiver med honning og stærk urtete. Mums! Sikke en appetit man får efter en lang vandretur!